Cookieregler

Kulturhistorie

De sandede og bakkede jorder i Svanninge Bjerge har gennem tiden sat dagsordenen for det samspil mellem natur og mennesker, der har formet områdets kulturhistorie.

Stendiger og højryggede agre er tydelige spor efter fortidens menneskers aktiviteter, ligesom skovens sammensætning fortæller sin helt egen historie.

Stendiger

Rundt om i Svanninge Bjerges skove og åbne landskaber står en række gamle stendiger og jordvolde. De er alle vidnesbyrd om tidligere tider, hvor de hver især har ydet forskellig funktioner, fx indhegning for dyrehold eller skelmarkering mellem sogne, marker eller matrikler. Digerne er nogle steder tydelige og velbevarede, mens de andre steder er sunket sammen og groet til. Flere af digerne er bygget af dobbelte stenrækker, og på hver side af digerne er der gravet dybe grøfter. I datiden har det været et enormt anlægsarbejde, der er udført ved håndkraft af områdets fæstebønder. I 1801 ophørte dyrkningsfællesskabet i Svanninge, og jorden blev fordelt mellem de enkelte bønder. Med det fulgte også pligt til at bygge og vedligeholde diger omkring jordlodderne. Samtidig blev en del af Svanninge Bjerge udstykket til fredskov, og skulle derfor indhegnes, da kvæg ikke længere måtte græsse i skoven.

Nogle af digerne kan dateres helt præcist, mens andre har haft skiftende funktioner, og dermed kan have rødder langt tilbage i tiden. Det ældste og mest markante dige i området, der deler skoven på midten i nord-syd-gående retning, markerer den gamle sognegrænse mellem Svanninge sogn og Brahetrolleborg sogn. De ældste kilder, der omtaler sognediget, er fra 1780, men da den administrative inddeling mellem de to sogne har rødder tilbage til jernalderen, kan diget sagtens være langt ældre. I 1957 blev nogle af stendigerne fredet, og nu er de resterende underlagt naturbeskyttelsesloven.

Højryggede agre

Højryggede agre er sporene af en dyrkningsmåde, der har været udbredt overalt i Danmark fra middelalderen og frem til starten af 1800-tallet. Jorden blev pløjet vha. en såkaldt hjulplov, der var tung og blev trukket af mindst fire stærke heste. Det var svært at vende med ploven, og derfor var det hensigtsmæssigt med lange agre, der ofte var flere hundrede meter lange. Jorden blev pløjet, så der dannedes 10-20 meters brede agerrygge med en tydelig rende imellem. Agerryggen opstod, fordi jorden år efter år systematisk blev vendt ind mod midten. Renden stod tilbage som et tydeligt skel mellem de enkelte agre, og højdeforskellen mellem ryg og rende kunne være op til en meter. Renderne løb på tværs af bakkernes højdekurver og virkede derfor som overfladedræn. Der var en livsvigtig forsikringsstrategi for hele bondefamilien i at have rygge og render i marken, for i tørre år trivedes kornet bedst i de fugtige render, mens afgrøderne i våde somre stod bedst på drænede agerrygge. Det gav en øget sandsynlighed for brød på bordet hvert år uanset vejret.

Da området blev tilplantet før nye og mere effektive pløjningsmetoder blev indført, ses sporene af datidens højryggede agre stadig som svage bølger i skovbunden. Flere systemer af højryggede agre er således bevaret, og tilsammen vidner de om, at dele af Svanninge Bjerge tidligere var agerland.

Skovens sammensætning

Svanninge Bjerges store variation i skovområderne fortæller historien om forskellige perioder i dansk skovudvikling, hvor skiftende driftstyper og træsorter er blevet anvendt. Skoven rummer eksempler på den ældste skovdrift, stævningsskoven, spor af 1800-tallets monokultur af nåle- og løvtræer og nutidens blandingsskov som svar på den naturnære skovdrift.

Stævningsskoven er en af de ældste former for skovdrift. Formålet med stævning var at skaffe brænde og materiale til gærder og hegn. Flere træsorter blev benyttet til stævning, fx eg og bøg, men mest udbredt var stævning af pil, el og hassel. Et træ stævnes ved jævnligt at beskære det, og på den måde udnyttes træets evne til igen at skyde nye, hurtigtvoksende grene. I 1600-1700-tallet blev stævning mere udbredt. I løbet af 1800-tallet, i takt med at det regulerede skovbrug vandt indpas, blev stævningsskoven systematiseret og gjort mere produktiv. I dag er stævningsskove sjældne i Danmark. Man har nu om dage andre metoder til at indhegne marker og et anderledes behov for træ. Alligevel bevares, vedligeholdes og plejes de sidste stævningsskovene pga. deres kulturhistoriske værdi, og fordi de danner levested for flere truede plantearter.

Siden menneskets bosættelse op gennem middelalderen blev skovene betragtet som en uudtømmelig ressource. Presset på skovene steg kraftigt gennem 1600-og 1700-tallet, og skovarealet var efterhånden kritisk. Inspireret af tyske skovdyrkningsteknikker blev den foretrukne dyrkningsmetode højskov i monokultur, hvor hvert område rummede samme træsort med samme alder og højde. Nye træsorter blev samtidig indført. Især sorter som gran var populære, fordi nåletræernes hurtige vækst gjorde dem tidligt hugstmodne og dermed gav øget fortjeneste. I dag benyttes hovedsageligt blandede bevoksninger, som har vist sig at være er en langt mere holdbar og robust driftsform, der samtidig sikrer en mere artsrig skov. Men flere steder i Svanninge Bjerge står resterne af nåletræernes snorlige plantager.

Skovens bebyggelse og veje

Bønder og skovarbejdere har igennem tiden beboet Svanninge Bjerge. I den østlige del af området findes stadig mange spor af bebyggelse, bl.a. husmandssteder, skovfogedhuse og et gammelt teglværksområde med bestyrerbolig. I den nordlige del af skoven er der rester af nogle hulveje, hvor vejen ligger som en forsænkning i landskabet. Desuden gemmer skoven på gamle ’tørveveje’, som har ført frem til områdets tørvegrave. Den gamle hovedvej mellem Bøjden og Nyborg har løbet gennem skoven syd om Lerbjerg, før den nuværende Nyborgvej blev anlagt. En del af det gamle vejforløb eksisterer stadig i dag som skovvej.

Overdrev og græsningsskove

De lysåbne arealer i Svanninge Bjerge er en genskabelse af tidligere kulturlandskaber. Læs mere om overdrev og græsningsskov under afsnittet ’Landskaber’.

Orkanen i 1999 – starten på en ny æra for området

Natten mellem den 3. og den 4. december 1999 blev det sydlige Danmark ramt af en historisk kraftig orkan. I løbet af 10 minutter faldt 75 % af skoven i den vestlige del af Svanninge Bjerge. Det højtliggende område var særlig udsat, fordi det primært var beplantet med rødgran, en træsort der dårligt tåler kraftig vind. Samtidig var træerne hugstmodne, og de var med deres højde nemme ofre for vinden. I den østlige del af skoven var tabene meget mindre, pga. en mere varieret sammensætning både med hensyn til træarter og aldersfordeling.

På landsplan var der tale om så store ødelæggelser, at det såkaldte Stormråd erklærede de ødelagte skove for stormfaldsramte. Staten ydede orkanstøtte til nyplantning af hjemmehørende og mere robuste træsorter i blandede og varierede bevoksninger. Dermed var nåletræernes lige rækker for første gang ikke længere dominerende i Svanninge Bjerge, og en driftsform, der har været fremherskende i næsten 200 år, havde nået sin afslutning. Med stormfaldet opstod en helt ny situation for skoven. Over kort tid gik den fra at være en almindelig kulturskov til at blive solgt til Bikubenfonden med et nyt mål for øje.